Jeg bliver utrolig inspireret af at se OL – og meget imponeret af atleterne. De sidste 2 uger har jeg troligt fulgt med i mange forskellige discipliner. Det er ufattelig hvad de præsterer. Jeg tænker på hvilken dedikation, målrettethed, motivation de viser og har. Jeg får helt gåsehud når jeg ser en atlet på skamlen med tårer i øjnene. Alle de timers træning, ekstrem hårdt arbejde, afsavn, sved og tårer, for at stå lige netop der, på podiet i London, med guld, sølv eller bronzemedaljen om halsen.

Jeg må lige fremhæve min svømme-søn’s helt – Michael Phelps. Det er jo helt utroligt, hvad han har præsteret. Phelps er den OL-atlet, der har vundet flest medaljer nogensinde, 22 stk! Gad vide hvor mange timer han har trænet? Gad vide hvad der driver ham?

Deres hverdag er selvfølgelig ekstrem og meget anderledes end vores, men vi kan sagtens lære af dem. Gøre det samme i en mindre skala. Vi er mange, der kæmper for at komme af sted til træning bare 3 gange om ugen.

Vi har hundredevis af undskyldninger for ikke at komme af sted til træning, ikke at tænke på hvad man spiser og ikke at passe på sig selv. Det er fordi vi ikke har taget os tiden til at blive helt klare på vores mål og vores hvorfor. Hvor mange gange har du sagt – ”det har jeg ikke tid til” om ting du gerne vil opnå i livet? Er det sandt, har du ikke tid? Eller handler det egentlig om noget andet?

Har du nogensinde sat dig et konkret mål og nået det? – dit første 5 km, ½ eller hel marathon, at tabe 10 kg – sikke en følelse at nå sit mål! Du bliver glad og utrolig stolt af dig selv!

Jeg kan huske, da jeg løb mit første ½ marathon – over Storebælt – tilbage i 1998. Jeg havde været skadet optil løbet, men VILLE bare gennemføre. Efter 7 km, var smerterne i knæet tilbage, men jeg bed smerterne i mig og fortsatte. Jeg græd da jeg kom i mål! Jeg gjorde det sgu! Jeg var glad og stolt af mig selv. (jeg er blevet bedre til at lytte til kroppen og sige stop i tide når en skade nærmer sig)

Den samme glæde og stolthed oplevede jeg, da jeg i maj 2009 løb mit første marathon i Stockholm.  Vi boede på det tidspunkt i Sverige, så det var oplagt at vælge Stockholm. I november 2008, meldte jeg mig til – nu skulle det være. Jeg fandt et løbeprogram på nettet, og så gik jeg i gang. Jeg kunne dog ikke følge det helt, men jeg løb 3 gange om ugen. Undervejs nåede jeg også at blive småskadet og syg, men jeg klarede mig igennem.

Da dagen kom, var jeg klar, jeg havde trænet det jeg kunne, og nu skulle testen være. Det var 30 grader og ulideligt varmt. Jeg løb for mig selv hele vejen. Jeg havde musik og en god bog i iPoden, der hjalp mig undervejs. Ved 25 km var der krise. Det var en lidt øde strækning, så stemmerne i mit hoved batlede om, hvad jeg skulle gøre. Den ene sagde: “du må gerne gå” – den anden sagde: “nej – hvis du går nu, kommer du aldrig i gang igen” Den sidste stemme vandt heldigvis og jeg løb videre. Da jeg endelig nåede ind på det gamle OL stadion og løb i mål, måtte jeg også her knibe en tåre. Det er bare SÅ fantastisk at opleve! Jeg havde sat mig et konkret og målbart mål. Jeg havde lagt en plan. Jeg nåede mit mål – Mit første marathon!

Jeg tænker nogle gange over, hvad jeg kunne have præsteret, hvis jeg havde haft en coach og en personlig træner til at hjælpe mig? Sikkert noget mere træning og derved en bedre tid – jeg har lovet mig selv at sætte mig et konkret sportsligt mål, denne gang med støtte fra en coach og personlig træner.

 


Vi kan også opnå, det vi ønsker!
Vi skal blive 100% fokuseret, specifikke og målrettede. Vi skal finde frem til vores HVORFOR=MOTIVATION og lave en god plan.

Uanset hvilket mål du har, er det en rigtig god idé at alliere dig med god støtte og opbakning omkring dig. Det kan f.eks. være en coach, som kan være din sparingspartner. Én der kan hjælpe dig med at holde fokus, finde dit hvorfor, din motivation for at nå målet. En coach hjælper dig med at få has på de hæmmende mønstre og vaner der forhindre dig i at nå dit mål. Sammen laver I en god plan som du følger. En coach er med dig hele vejen til mål. Det er også en god idé at indvie familie og venner i dine planer.

Min udfordring til dig: Brug lidt tid for dig selv – tænk over hvad du virkelig gerne vil opnå. Sæt dig et mål, og gå efter det!!

Mit eget mål – Nykredit Invest Aarhus City Halvmarathon 2013 – måske ses vi?

God træning!
Dorte
Sundhedscoach

Gratis tips til en sundere hverdag!

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag en masse spændende tips og tricks om sundhed, træning, kost, motivation samt gode tilbud på træning, foredrag, workshop og meget mere.

Du er nu tilmeldt

Pin It on Pinterest