Du bliver, hvad du tænker!

Pas på – kroppen lytter med…

Hvordan taler du til dig selv? Hvordan er din indre dialog?
Vi lærer fra vi er helt små, at være høflige, vise respekt, vise hensyn, tale ordentligt til vores forældre, søskende og mennesker omkring os.
Men hvordan behandler vi os selv?

Vi er uhøflige, vi behandler os selv respektløst, vi taler rigtig grimt til os selv. Vi tager ikke os selv alvorligt.
Det vi siger til os selv, kunne vi ikke drømme om at sige til en god ven.

Hvorfor? Hvad får du ud af at tale grimt til dig selv? Intet vil du nok sige. Vi mennesker er ikke dumme, vi gør ikke noget uden at det giver os et eller andet. Selvom det umiddelbart virker helt hen i skoven. Måske straffer du dig selv? Du føler måske ikke, at du fortjener den lykke du føler lige nu, du er ikke god nok, og finder straks et område i dit liv hvor du godt kunne gøre det bedre – typisk sundhed/mad/træning – og dunker dig selv oven i hovedet.

Det kan være du siger: ”Se nu der, nu spiste du den kage igen, kan du da ikke lære at sige nej”. ”Nu hoppede du over træningen igen, så ta’ dig sammen”. ”Du er da også så fed og har en rygrad som en regnorm”. ”jeg er også så doven og i dårlig form, det hele hænger på mig” osv…bla bla bla… Jo mere du fortæller dig selv disse negative ting, jo mere bliver det sandheden for dig. Det bliver din overbevisning, at du ER, det du tænker. Selv om det ikke er tilfældet.

STOP SÅ! Sluk autopiloten og ta’ styringen! Det er på tide, du taler ordentligt til dig selv.
Det er kun dig, der kan gøre noget ved det.

Her er nogle gode øvelser du kan prøve af, hvis du har lyst…

  1. hver morgen, skal du stå foran spejlet på badeværelset, storsmile og sige 5 gode og støttende sætninger til dig selv. Du skal selv formulere sætningerne, så virker det bedst. Hvis du er helt blank, kan du få inspiration her. F.eks. ”Jeg er dejlig”, ”Jeg er lækker og helt fantastisk”, ”jeg er slank og sund”, ”jeg er god nok, som jeg er”, ”jeg er fit og i super form” Lyder det fjollet? – måske, og hvad så! Prøv det i 2 uger og se hvad der sker…
  2. Hvis du i løbet af dagen, kommer til at sige noget grim, skal du straks give slip på tanken og sige 3 positive ting til dig selv, for at opveje den negative.
  3. Gør det til en ny god vane at tale til dig selv, som du taler til en god veninde eller dit barn. Giv dig selv omsorg, opmærksomhed og anerkendelse. Spørg dig selv, hvad har jeg virkelig brug for lige nu?
  4. Vær taknemmelig – hver dag! Hver aften før du sover, skriv ned på en blok, 5 ting du er taknemmelig for. F.eks. Hvor er jeg heldig at jeg har en dejlig familie, hvor var det rart at den gamle dame, jeg hjalp, blev glad… osv.

 

Du ER dejlig og skøn lige som du er – og du fortjener det!

 

Dorte

Kom i gang - ring mig venligst op!