Så har jeg igen besøg på bloggen af min kollega Frederik Homaa som nu er en ægte Tough Mudder. Det er nemlig tid til at høre mere om selve løbet – Tough Mudder, som han deltog i den 4. maj 2013 sammen med 4 kammerater. Du kan læse Tough Mudder – del 1 her: Tough Mudder – del 1
Glæd dig til at læse om detaljerne fra løbet – og se med nederst. Der er et link til deres video som er optaget før, under og efter løbet.
Tough Mudder – del 2 – af Frederik Homaa
Startdag:
Klokken er 0630 lørdag morgen, og vores hotelværelse indhylles i lyden af 3 drenges mobiltelefoner, samt hoteltelefonen, der alle er sat til at vække os. Vi er med det samme ude af sengene, og inden de første par minutter er gået er der uddelt omtrent sytten high-fives. Vi står ved diverse spejle og sætter vores Tough Mudder hanekamme, og kommer i vores ”race-gear”. Vi bevæger os ned til hotellets morgenmads buffet, for at få fyldt depoterne inden dagens store udfordring.
Hvad der skal skovles indenbords, er ligeledes en stor udfordring. Vi skal være fulde af energi, men vil samtidig heller ikke være for fyldte. Vi får spist en stor morgenmad, og da vi stadig har mere end to timer til løbet bliver vi enige om at vi godt kan fylde maven godt.
Klokken er 0730 og vi fylder bilen. 5 fyre, tændte og spændte. Vi kører turen mod Boughton House and Estate, lokationen for Tough Mudder løbet, til lyden af høj rock musik. Som vi nærmer os kan vi se trafikken blive tættere og tættere pakket, og Tough Mudder skiltene bliver mere og mere synlige. Vi parkerer bilen, og da vi bevæger os mod indgangen stiger vores hvilepuls med omkring 280%.
Da vi kommer igennem security, står der en ansat pige og tegner vores deltagernumre med sprittuscher i vores pander og på vores arme. Dette bliver gjort af to grunde; så eventbillederne kan registreres online, og så deltagernes kroppe kan identificeres! Den sidste årsag er selvsagt ikke alvorlig – men til en flok gutter der skal til at løbe øger det kun adrenalinniveauet.
Nu er det tid. Vores startbølge bliver kaldt til opvarmning, og da vi har lagt krigsmalingen haster vi mod opvarmningsområdet. Efter en gardin omgang opvarmning, løber vi mod startområdet. For at komme til starten, skal vi alle klatre over en ca. 2 meter høj træmur. På den anden side er folk tæt pakket sammen, og den officielle Mr. Motivation starter sin tale. Hans klargørelse inkluderer alt fra højlydte råb, H-U-A råb (Et råb fra de amerikanske marinesoldater betydende : Heard, Understood, Accepted). Endvidere skal vi også finde folk vi aldrig har mødt, og give dem en krammer og erklære at vi vil være der for dem. Inden vi kan løbe, skal vi alle tage et knæ og love at overholde Tough Mudders pledge.
Starten går, og vi løber skrålende igennem røg og højlydt AC-DC musik. Vi kommer op til den første forhindring ”Arctic Enema” der er en stor container fyldt med mudder, vand og flere ton knust is. Man klatrer op ad en stige og springer i vandet. Da ens krop rammer overfladen rammes man øjeblikkeligt af fysisk chok. Vejrtrækningen giver problemer, og da man har dykket under det store opsatte bredde i vandet, gør temperaturen det svært at få benene til at klatre ud af containeren.
Da vi er samlet på den anden side, kigger vi hinanden i øjnene, leverer et brøl og sættet farten mod næste forhindring. Således bevæger vi os igennem tykt mudder under pigtråd, snævre tunneller der er halvt fyldt med vand, udover 3 meters afsatser direkte i muddervand, og igennem mudderhuller til brystet.
Tough Mudders overcome all fears!
Efter omtrent 4km kom vi til den forhindring vi alle havde frygtet – The Electric Eel. Vi kom løbene rundt i et skovbryn mod en åben eng, og vi kunne høre folks smerteskrig. Udfordringen består af et 25m langt bassin, hvor man skal kravle igennem vand under pigtråd. Der er dog den detalje at der hænger hundrede vis af tråde ned fra ’loftet’ der alle er fyldt med strøm – nogle op til 10.000 volt.
Vi var enige om at ventetid kun ville gøre det hele værre, og sprang derfor med det samme i. Som vi kravlede igennem det rene helvede, blev vores kroppe gang på gang sendt ud i krampebevægelser, og man måtte konstant genfinde kontrollen over sine bevægelser. Da vi kom ud på den anden side, var vi pludselig fyldt med en enorm omgang stolthed – og smerte – over at have kæmpet os igennem.
De næste 12 kilometer består af omtrent 16 forhindringer. Disse inkluderer alt fra at klatre over 3,5 meter høje vægge, springe igennem ild, slæbe rundt på træstubbe i flere hundrede meter, bære på vores holdkammerater, og ikke mindst moder natur der sendte en ordentlig omgang hagl imod os i omtrent 5 minutter.
Da vi nærmer os slutningen af løbet er vi brugte. Vores kroppe er begyndt at bryde ned, flere af os har fået krampe i benene og måtte kæmpe igennem det, men vi holder hinanden oppe ved tanken om den søde fadøl og den fantastiske målstreg der ventet os.
Den næstsidste forhindring kaldes ”Mount Everest” og er verdenskendt i TM kredse. Den består af en meget høj rampe, smurt ind i mudder, hvorpå deltagerne skal spurte op og kaste sig mod hænderne af de andre deltagere der venter på toppen for at blive hjulpet op – en sand test i tillid og teamwork! Som vi nærmer os er hovedet fyldt med tvivl. ”Kan mine ben få mig igennem? Kan jeg accelerere hårdt nok efter krampen? Hvad hvis jeg ikke kan komme op?” Vi tager os ingen ventetid, og som vi hver især accelerer mod rampen – skrålende og med ildgejst – kommer vi op én efter én, alle i første forsøg. Som almindelig TM kutyme, bliver vi et par minuttet og hjælper et par deltagere op hver.
Tough Mudders don’t whine – kids whine!
Vi er nu igennem det meste af løbet, og vi kan se målstregen bag den sidste, frygtindgydende forhindring. ”Electroshock Therapy”.
Et bur, fyldt med mudder og halmballer, og desværre også fyldt med de velkendte strømfyldte tråde. En efter en tager vi mod til os, tager en dyb indånding, sætter hænderne foran ansigterne og spurter mod frygten og smerten! Som jeg kæmper mig igennem bliver jeg ramt af strømchokkene. Ved første chok bliver mine ben blævrede, ved det næste giver jeg et hop, og ved det sidste chok lige inden jeg er igennem undgår jeg med nød og næppe at blive sendt styrtende mod jorden.
Da vi alle er kommet igennem, giver vi hinanden en kærlig og stolt omfavnelse, inden vi følges over den længe ventede målsteg. Vi bliver iklædt vores orange TM finisher headband, og får udleveret vores fortjente fadøl!
Som vi står der, frysende, udmattede, stolte og forundrede over den enorme mængde strabadser vores kroppe og sind har båret os igennem, er vi taknemmelige for hinandens hjælp og kammeratskab under turen. Vi tager efter omklædning tilbage til hotellet, og da vi knap kan gå af bare ømhed får vi leveret store pizza’er til værelset. Vi snakker om løbet, udveksler følelsesmæssige oplevelser fra forhindringerne, og rummet er fyldt med en fantastisk følelse af personlige succes.
Turen hjem fra England er en ren fornøjelse. Oven på en god nats søvn, er vi ved at være friske igen, og på sejlturen spiller vi kort, drikker kolde øl og går ture på dækket.
Efter hjemkomsten til Danmark er vi ændrede. Vi snakker ofte om hvor og hvornår vores næste Tough Mudder skal finde sted. Løbet er en enorm fysisk og psykisk udfordring, og det er et fantastisk redskab til at bekæmpe personlig frygt, og lære sig selv bedre at kende. At kunne gennemføre et løb af den karakter er vi alle enormt stolte af, og al den hårde træning og de andre fristelser man siger nej til i forberedelserne til et sådant løb, er uden tvivl det hele værd.
One down – many more in sight.
Inspireret? Har du lyst til at høre mere om Tough Mudder eller om hvordan du bliver en Tough Mudder i Danmark i 2014 – så skriv til power@dorteottosen.dk