Jeg må bare fortælle om en modig gut, der imponerer og inspirerer mig gang på gang. Det er min søn Christian. Han er 10 år gammel og konkurrencesvømmer i AGF. Han træner 5 gange om ugen og han elsker det. Han har svømmet lige siden han var 8 uger gammel, så måske derfor?
Han har denne weekend være til Århus Bymesterskaber sammen med en masse af Århus’ dygtigste svømmere. Hans program: 100m butterfly, 200m rygcrawl, 100m bryst, 100m crawl, 200m crawl, 200m medley samt 2 holdkapper.
Han har været i gang i 3 uger efter sommerpausen. Det har været hårdt at komme i gang igen. Det tager tid, før man er i samme form igen, som før ferien. I de 3 uger har Christian vidst at han skulle svømme 100m butterfly (det er ret hårdt skulle jeg hilse og sige) til stævnet. Det har mentalt flydt meget hos ham, og til hver træning har han haft fokus på butterfly. Til fredagens træning tog træneren så tid på hans 100m butterfly. Det gik ikke godt, han kunne ikke gennemføre de 100m. Han startede alt for hurtigt, og efter 55m gik han kold og måtte gi’ op. Total fiasko. Han blev rigtig ked af det – og nervøs for han skulle jo svømme distancen næste dag.
Lørdag morgen havde han ondt i maven og var lidt ked af det. Han var bange for at han ikke kunne klare løbet og blive diskvalificeret. Jeg prøvede at støtte ham, så godt jeg kunne. Sammen fandt vi frem til 3 muligheder: 1. han kunne svømme lidt langsommere end normalt. 2. han kunne svømme som planlagt, og hvis han så gik kold, kunne han bare svømme crawl og acceptere at blive disket. 3. sige til træneren at han ikke ville svømme 100 m butterfly.
Det gav ham ro. Alle valg er det rigtige valg. På vej i bilen talte vi lidt om hvad der sker i kroppen når man er spændt. Kamphormoner pumpes ud i blodet og gør een parat til kamp, når det gælder. Vi har en ”mental rygsæk”, som gør at vi kan meget mere, end vi regner med, når vi skal præstere.
Da jeg satte ham af, havde han en plan – men han var stadig nervøs.
Han startede stævnet med en medley holdkap (det vidste han faktisk ikke at han skulle) hvor han skulle svømme 100 m butterfly! Herefter skulle han svømme 200m crawl og så den frygtede 100m butterfly.
Det han frygtede skete! I holdkappen måtte han give op – kun 20m fra mål. Han kunne ikke mere. Det gjorde ondt i armene. Totalt nederlag. Han var rigtig ked af det. Alligevel fandt han modet og styrken frem og stod snart igen på startskamlen først til 100m crawl og senere til 100 m butterfly. Han gjorde det! Han fandt modet, han fandt viljen, han gennemførte løbet og vandt en sølvmedalje.
Da han kom hjem lørdag aften, spurgte jeg, hvad han gjorde for at klare løbet. Han fortalte mig, at han med 25 m igen, var tæt på at give op. Men så han hørte publikum heppe på ham, og på en eller anden måde fandt han de ekstra kræfter frem fra ”rygsækken”. Da der så var 10 meter tilbage var han igen tæt på at give op. Men han sagde til sig selv: ”Nu gør jeg det! Nu tager jeg det sidste stykke. Jeg vil ikke give op!”
Det, han gjorde der, er guld værd. Han fik en ny overbevisning – en ny historie, som fortæller ham, at selv om han er bange for at fejle, selv om han fejler – kan han overkomme det, komme stærkt igen og vinde!
Denne oplevelse er nu plantet i hans krop, i den mentale rygsæk – og den reference kan han bruge igen og igen, når han kommer i andre lignende situationer både til svømning og i andre situationer. Forhåbentlig er det en overbevisning han holder fast i – også som voksen.
Hvordan håndterer du din frygt? Løber du væk, bliver du lammet af den, eller ser du den i øjnene, føler frygten og gør det alligevel?
For hvad er det værste der kan ske?
| Vil du læse mere om frygt, og hvad det gør ved dig, kan jeg anbefale denne bog af Susan Jeffers: ”Føl Frygten, og gør det alligevel” (om at vend frygt og ubeslutsomhed til selvtillid og handling) |  |
God søndag
Dorte
p.s. det blev til 2 sølv og 2 bronze medaljer samt PR(personlig rekord) i 100m bryst og 100 crawl – ikk’ så ringe endda…
|
